Skip links

4 apps der skaber struktur i din hverdag

I en travl hverdag kan det være svært at bevare overblikket, især hvis du har udfordringer med at læse, skrive eller huske. Når opgaver, aftaler og noter hober sig op, kan det skabe uro og usikkerhed. Heldigvis findes der en række apps, som kan hjælpe dig med at skabe struktur og overblik. Vi har samlet fire effektive løsninger og hjælper dig med at vælge.

Google Keep

En af de mest brugervenlige apps, når det handler om at få tanker, idéer og små opgaver ud af hovedet og ned et sted, hvor du kan finde dem igen. Google Keep fungerer som en digital opslagstavle med post-it-noter, hvor du hurtigt kan skrive noget ned, lave en tjekliste eller gemme et billede. Det er meget nemt at komme i gang med at bruge Google Keep. Derfor er den særligt velegnet til dig, der mister overblikket, hvis systemet bliver for komplekst. Lær appen at kende i vores instruktionsvideoer her.

Fordele: Tale-til-tekst, lydnoter, visuel struktur, tjeklister.
Platforme: Android, iPhone, online.

Påmindelser

Apples indbyggede app til opgavestyring. Påmindelser er designet til at hjælpe dig med at huske det, du ellers ville glemme: aftaler, opgaver, indkøb og deadlines. Appen er tæt integreret i iPhone og kan for eksempel bruges sammen med Siri. Derfor er Påmindelser oplagt for dig, der allerede bruger Apple-enheder og ønsker en løsning, der virker, uden at sætte noget op eller lære et nyt system. Du kan finde alle vores videoer om Påmindelser her.

Fordele: Kan bruges med Siri, automatiske påmindelser, gentagelser, enkel visning.
Platforme: iPhone, iPad, Mac.

OneNote

Adskiller sig fra de andre apps ved at være meget mere end en simpel note- eller opgaveapp. OneNote fungerer som en digital notesbog, hvor du kan samle noter, billeder, links og dokumenter ét sted. Særligt velegnet til undervisning, projekter og dokumentation, fordi du kan kombinere tekst, billeder og håndskrift på samme side. Derfor kan du arbejde mere visuelt og fleksibelt, men det kræver også lidt mere tilvænning. Vi har samlet alle videoerne om OneNote her.

Fordele: Indbygget oplæsning, optag lyd sammen med noter, fri struktur.
Platforme: Android, iPhone, Windows, Mac, online.

Microsoft To Do

Microsoft To Do er til dig, der ønsker lidt mere struktur i dine opgaver, uden det bliver for avanceret. Fungerer som en moderne to-do-liste, hvor du kan samle dine opgaver og prioritere dem. Indeholder blandt andet funktionen ”My Day”, hvor du vælger, hvilke opgaver du vil fokusere på dag for dag. Microsoft To Do spiller tæt sammen med Outlook og andre Microsoft-værktøjer. Derfor er den oplagt i arbejdssammenhænge. Se vores videoer om, hvordan du bruger appens funktioner her.

Fordele: Opdeling i små delopgaver, påmindelser og deadlines, integreret med Outlook.
Platforme: Android, iPhone, Windows, Mac, online.

Opdateret marts 2026.